Ny borgmester i Guldborgsund
John Brædder på vej ind ad døren til Guldborgsund Rådhus som ny borgmester. Fra 1. januar sidder han for bordenden med et sikkert flertal bag sig.
Guldborgsund får ny borgmester fra årsskiftet. John Brædder, der i begyndelsen af februar fylder 48 år, er den nye mand for bordenden i byrådet 2010 og 4 år frem. Af de 29 byrådsmedlemmer har han et komfortabelt flertal på 17 mandater bag sig.
Flertallet med den nye borgmester består af Nyt Guldborgsund, De Konservative, Dansk Folkeparti, Venstre og BorgernesListe Guldborgsund. Listerne fik henholdsvis 4, 2, 4, 6 og 1 mandater ved byrådsvalget.
I den anden side af byrådssalen sidder fra 1. januar Socialdemokraterne med 7 mandater og SF med 5. De 2 lister har afvist et samarbejde omkring valget af formandsposter for byrådets udvalg.
Læs mere om borgmester John Brædder og de nye udvalgsformænd inde i Guldborgsund Avis.
Piben får anden lyd i Nykøbing
Nordre Kirkes organist Asger Balling er fuld af forventning. Til på søndag, hvor han skal spille på det nye orgel i kirken for første gang.
Op mod et par millioner kr. har det kostet at få nyt orgel til Nordre Kirke i Nykøbing. På søndag indvies det, efter 28 års venten. Fra det første brev med forslag om nyt orgel blev skrevet, til orglet nu er der. Og formentlig vil betjene organist, kor og kirkegængere de næste mange årtier. Med en helt anden lyd, flere muligheder.
Orgel-projektet i Nordre Kirke blev sat i gang i 1981 af kirkens da-værende organist Ingeborg Skafte-Pedersen. Der fremsatte ønske om at udbygge det eksisterende orgel. Først de senere år har der været så seriøst og målbevidst arbejdet med emnet, at det altså nu har ført til et helt nyt orgel. Som kirkens organist gennem de seneste 14 år, Asger Balling på søn-dag vil spille på.
Nordre Kirkes tidligere orgel er ikke sendt på pension. Derimod flyttet til Strandkirken i Marielyst, hvor det i fremtiden skal benyttes ved sommerguds-tjenesterne.
Det nye byråd i Guldborgsund
Valget til Guldborgsund Byråd 2010-2014 bragte store ændringer. Af de 29 valgte er 12 helt nye ansigter. Desuden er flertallet forrykket, så der skabes en helt ny ”regering” for de kommende 4 år. Byrådet vælger borgmester m.m. mandag 14. december. De 29 medlemmer fordeler sig således:
Socialdemokraterne 7 byrådsmedlemmer: Kaj Petersen, Henning Kamper, Ole Bronné Sørensen, Lars Kappe, Niels Henriksen, Bodil Marker og Ulla Petersen.
Venstre 6 byrådsmedlemmer: Flemming Jantzen, Janne Hansen, Arne Graae Jensen, Jens Erik Boesen, Anne Svendsen og Claus Bakke.
Socialistisk Folkeparti 5 byrådsmedlemmer: Lene Hatt, Kim Winther Jensen, Annemette Schønberg Johnsen, Arne Jensen og Niels Paaskesen.
Nyt Guldborgsund 4 byrådsmedlemmer: John Brædder, Poul-Henrik Pedersen, Helle Munk og Martin Lohse.
Dansk Folkeparti 4 byrådsmedlemmer: René Christensen, Birgit Holse, Annette Max og Lars Holse.
De Konservative 2 byrådsmedlemmer: Hans Aage Pedersen og Bent Jørgensen.
BorgernesListe Guldborgsund 1 byrådsmedlem: Edvard Traberg.
Stemmeslugeren i Guldborgsund
René Christensen er den absolutte stemmesluger i Guldborgsund.
Dansk Folkepartis byrådsmedlem René Christensen fra Systofte er med ét slag blevet stemmeslugeren i Guldborgsund. Ved byrådsvalget blev han den absolutte topscorer med over 2.600 personlige stemmer. I det nye byråd bliver René Christensen formand for arbejdsmarkedsudvalget. Han er også medlem af Folketinget, hvor han beklæder formandsposten for fødevareudvalget.
Nuværende borgmester Kaj Petersen fik knapt 1.500 personlige stemmer og den nye borgmester John Brædder lige under 1.300 stemmer. Den mangeårige Sydfalster-borgmester Hans Aage Pedersen fik godt 900 personlige stemmer, SFs Lene Hatt og Venstres Flemming Jantzen begge lige over 2.000 personlige stemmer. Viceborgmester Edvard Traberg fik lidt under 700 personlige stemmer i spidsen for BorgernesListe Guldborgsund.
Pris til ildsjæle i Nykøbing
I over 12 år har en gruppe ildsjæle taget sig omsorgsfuldt af stofmisbrugere på værestedet ”Perronen” i Nykøbing. Organiseret i en forening mod misbrug. Med Klavs Lauritzen som leder gennem alle årene. Nu er deres indsats blevet hædret i den helt store stil. Hæderen, dvs. anerkendelsen af de frivilliges indsats er den ene og naturligvis meget væsentlige del. Befordrende for den videre indsats. Men det gør heller ikke noget, at der tilmed hører 50.000 kr. til prisningen.
Hæder og penge kommer fra Rådet for Socialt Udsatte, der netop har modtaget FTF-prisen – og straks videregivet den til folkene i Vendersgade i Nykøbing.
Jul i Horreby og Stubbekøbing
Amatørscenen Mælkebøtten har ”Klodsnissen” på repertoiret. Friske børn med Nina Mathiesen som instruktør vil fredag og lørdag sørge for passende juleunderholdning.
Der skal blot få aktive folk til, så sker der noget i en by. Således også i Horreby, hvor bylaug’et nu indbyder til sit 3. arrangement i år – juletræstænding på den såkaldte mejerigrund. Gospelkor, ponyridning og godteposer er blandt ingredienserne på søndag.
I Stubbekøbing tændes juletræet allerede på fredag, med et storstilet program. Med Nykøbing F. Garden i spidsen, julesang i kirken, risengrød og godteposer. Og så fredag aften børneteater i Mælkebøtten, med ”Klodsnissen” på repertoiret. Stykket, med friske børn på scenen og Nina Mathiesen som instruktør, gentages lørdag eftermiddag.
Borgerbevægelsen – er det nye Guldborgsund
Guldborgsunds nye borgmester John Brædder er fortrøstningsfuld med hensyn til de nødvendige forandringer i kommunen. Han står i spidsen for et flertal, som alene ved deres placering i formandsstolene signalerer de ændringer, borgernes forventer.
Det blev meldt klart ud af BorgernesListe Guldborgsund, som viceborgmester Edvard Traberg stod i spidsen for stiftelsen af: Borgerne skal høres, tages med på råd. Det er deres kommune.
Hurtigt blev ”handsken” taget op af de fleste øvrige kandidatlister til byrådsvalget. Projektet blev til ”borgerbevægelsen” som det nye Guldborgsund. Der hvor man lytter til borgerne og retter ind efter deres mangfoldige ideer og ønsker.
Når de fleste lister så hurtigt tog ”handsken” op, var det fordi de lynhurtigt fornemmede, at dette engagement af borgerne er fremtiden. Det at høre og inddrage borgerne. En disciplin som Edvard Traberg mestrede, og som også Dansk Folkeparti – omend mest på landsplan – havde succes med. Flertallet øvrige deltagere kom efter det, og nu er deres fælles projekt at skabe et nyt Guldborgsund.
Et Guldborgsund, der bygger på filosofien, at der et borgernes kommune, og at de skal høres og inddrages. At dette bygger på dels facon, dels sprog. Facon som den helt direkte kontakt mellem borgerne, og med politikerne. Sproget i den direkte form, der ikke er til at misforstå.
Det nye byrådsflertal får ansvaret for at forvalte et 2010-budget på 3.400 millioner kr. Inden for hvilket det nu drejer sig om at forandre og forbedre. Få mere for de samme penge. Der er ingen spareparole forude. Kun et krav om at gøre tingene anderledes og bedre. Sådan som borgerne forventer det.
Ny borgmester John Brædder og de nye udvalgsformænd er klar til at leve op til borgernes forventninger. Men de får også let ved at opnå fodslag, fordi de fleste i spidsen er nye politikere, eller nye på deres poster, med viljen til netop forandring.
Byrådets erhvervs- og turistudvalg får Venstres Flemming Jantzen som formand. Børn- og skoleudvalget hans partifælle Janne Hansen som formand. Arbejdsmarkedsudvalget får Dansk Folkepartis René Christensen som formand, og teknik- og miljøudvalget Venstres Arne Graae Jensen i formandssædet. Det hidtidige social- og sundhedsudvalg deles i 2, et decideret social- og sundhedsudvalg med Edvard Traberg (BorgernesListe Guldborgsund) som formand, og et seniorudvalg med handicap og ældre som område med Bent Jørgensen (De Konservative) som formand. Kun på ét område sker ingen forandring (på overfladen!), nemlig kultur- og fritidsudvalget, hvor formandsstolen genbesættes med Nyt Guldborgsunds Poul-Henrik Pedersen.
Dansen går i Sakskøbing
Alle de unge finalister i standard- og latindanse sammen med grundlæggeren af Team Elnegaard, Birthe længst til højre.
Der danses på livet løs. Bl.a. i Sakskøbing, hvor Team Elnegaard igen har succes. Senest i årets sidste konkurrence, distriktsturnering i standard- og latindanse for børn og unge. 4 topplaceringer blev det til, inden julefreden nu sænker sig over de unge ben.
Terese Mortensen og Christian Kamper fik guld i junior 2 konkurrence og Rebecca Wassberg og Casper Henriksen guld i ynglinge konkurrence (de vandt også i latin) inden for standarddanse. I latin blev det til den 2. guldmedalje til Clara Madsen og Joachim Green i minibørn debutant.
Fuglsang-museums nye unikke kunstkøb
Fuglsang Kunstmuseum har foretaget et nyt unikt kunstkøb. 1.250.000 kr. er investeret i et værk af guldaldermaleren C.W. Eckersberg. ”Anden udsigt til sommerspiret” hedder maleriet, der er fra 1809.
Kunstmuseet markerer tilkøbet til samlingen i morgen, 26. november. Ved en reception, hvor museumsdirektør Anne Højer Petersen fortæller om maleriet, og der efterfølgende er musikalsk underholdning med værker af J. Henrik Lorenz, der var samtidig med maleren. Svend Melbye og Mette Franck fra Storstrøms Kammerensemble sørger for musikken.
Forfatter om design-babyer i Nykøbing
Ole Clifford optræder i Nykøbing på lørdag. Hvor han fortæller om bl.a. design-babyer.
Gennem nogle år har forfatteren Ole Clifford boet i Sakskøbing. Hvor han trives, ikke mindst med forfatterskabet, der på dansk grund nu tæller 7 værker. Det seneste ”Troldmanden fra Waterloo”, hvori han beskæftiger sig med vigtige spørgsmål om livet. Eksempelvis design-babyer og såkaldte genetiske reparationer.
Udover at skrive spændingsromaner som denne seneste, deltager Ole Clifford gerne i meningsdannelsen. Hvilket kan fortæller om på lørdag i Nykøbing. Hvor han er på besøg hos boghandler Ole Løj, og eventuelle liebhavere til bogen også kan få den signeret.
Ole Cliffords spørgs-målstegn i forbindelse med indholdet i ”Troldmanden fra Waterloo” omfatter: Om de kommercielle interesser fortæller sandheden. Om forskerne gør det. Hvad er sandhed og hvad opspind inden for den genetiske forskning, og hvem kan man overhovedet stole på? Måske kan nogle af svarene lokkes ud af forfatteren på lørdag, og så kan hans bog, der er et wake-up call, jo i øvrigt læses.

