Millioner til fornyelse af Gedser-området

Gedser og Gedser Odde skal fornyes. Med en millionindsats fra Guldborgsund Kommune understøttet af staten. Men med aktiv deltagelse af borgere og virksomheder, der også skal have pengepungen op af lommerne. Udvalgsformand John Brædder (det indsatte billede) er varm fortaler for Gedser-projektet, og han får en afgørende rolle i virkeliggørelsen af Gedser som Danmarks sydlige Skagen.
Millionerne ruller nu ind og ud til by- og områdefornyelse i Gedser og Gedser Odde. Den tidligere erklæring om, at Gedser skal være Danmarks sydlige Skagen, får dermed ny afgørende næring. Omend det vil vare en årrække, før situationen i det sydlige Guldborgsund er ændret. Fra den stagnation, der kendes i dag på Falsters sydspids.
I morgen bevilger Guldborgsund Byråd 3,1 mill. kr. til områdefornyelse i Gedser, ligesom rammerne for byfornyelse fastsættes: 5,1 mill. kr. med halvdelen fra hver af parterne, staten og Guldborgsund Kommune. Det førstnævnte beløb til områdefornyelse suppleres også fra staten, med 6,2 mill. kr. Altså disponeres der i byrådet over godt 14 mill. kr. til at skubbe Gedser-området ind i fremtiden.
Områdefornyelsen i Gedser kommer til at forløbe over de næste 5 år. Der udarbejdes nu et program for arbejdet, og i dette planlægningsforløb inddrages både borgere og såkaldte interessenter i Gedser. Fordi også den private foretagsomhed skal op i gear. Dette er ikke kun, hvad byfornyelsen angår en betingelse. Det er et ”must”, hvis projektet i Gedser skal lykkes.
Mere om: Millioner til fornyelse af Gedser-området…
Sakskøbing ”sadler om”
Fra det kommende skoleår skal der være SFO-ordninger ved Sakskøbing Skole og Ellekildeskolen. Det betyder, at der sadles om i Sakskøbing, og det betyder også, at Guldborgsund Byråd må frem med millioner dertil.
I forlængelse af beslutningen om etableringen af SFO i Sakskøbing har byrådet afsat 10 mill. kr. Men det er ikke nok, idet der på de berørte daginstitutioner, Rønnebakken, Saxtorp, Krummerne og Bruhns Gård også skal ske ændringer og nyanskaffelser. For 2,1 mill. kr.
Mere om: Sakskøbing ”sadler om”…
En perle af et hus i Kettinge
Kettinge Bylav har igen i går været på udkig i området for at finde nogle ejendomme, som bør belønnes.
Tidligere har et udvalg på 3 bestyrelsmedlemmer stået for at finde disse ejendomme. Man har udvalgt omkring 12 ejendomme eller haver. Disse er derefter blevet fremvist til generalforsamlingen. Men i år har medlemmerne været med til at vælge den flotteste ejendom.
I år blev det Jette Lundes ejendom (billedet) “en perle lige midt i byen”, Grønnegadevej 19. Hun formår at vedligeholde sin ejendom utroligt flot, og har nu modtaget et gavekort på 1.000 kr., fortæller bylav’ets formand Lene Schnohr.
Mere om: En perle af et hus i Kettinge…
Første golfcup i Guldborgsund
En af de store golfbegivenheder, Guldborgsund Cup, er netop afviklet med 89 spillere fra de 3 golfklubber i Guldborgsund Kommune. De har spillet på alle 3 golfbaner på Falster.
- Det var forhåbentligt startskuddet til en årligt tilbagevendende dyst mellem golfklubberne i Guldborgsund Kommune, siger turneringsleder Ib Hjelmsmark fra Marielyst Golf Klub, der var initiativtager til turneringen. I hvert fald er det positive tilkendegivelser, vi modtager, så vi er allerede gået igang med planlægningen af næste års cup.
Individuelt blev der spillet i 3 rækker, hvor A-rækken, der spillede slagspil, blev vundet af Ulla Skadborg Jørgensen fra Golfklubben Storstrømmen. I B- og C-rækkens stablefordturneringer gik førstepladserne til spillere fra Falster Golf Klub, Ilse Sloth Andersen og Frank Jensen.
Mere om: Første golfcup i Guldborgsund…
3 Nykøbing-folk til EM
Brydeklubben Thor i Nykøbing har i denne uge 3 brydere til start ved Europa Mesterskaberne for ungdom, der foregår i Daugavpils i Letland. Danmarks Brydeforbund har ialt 5 brydere til EM-turneringen.
De 3 Nykøbing-brydere er Linda Andreasen, Bo Sværke Bonde og Frederik Fog Nielsen.
Alle 3 klarede sig så godt ved de nordiske mesterskaber for godt en måned siden i Sverige, at det udløste EM-billetterne.
Mere om: 3 Nykøbing-folk til EM…
Tøsemesse i Nørre Alslev
Tøsemesse! Helenerne, der er kvindedelen af Lions Club i Nørre Alslev, er i gang med at planlægge dette års specielle messe, som finder sted på Nørre Alslev Skole søndag 26. oktober. Ligesom tidligere år består messen af temaer: Alternative behandlingsformer, kost, personlig velvære, kreativt håndværk, hobby, smykker, tøj og foredrag.
Mere om: Tøsemesse i Nørre Alslev…
Ungdomskor til Nykøbing
Klosterkirken i Nykøbing får besøg af børne- og ungdomskoret fra Tersløse på søndag. I anledning af Sangens År er koret på tourne i Guldborgsund-området 4 dage. Det unge kor, stiftet i 2002, består af 25 i alderen 8-17 år.
Mere om: Ungdomskor til Nykøbing…
Skejten – i kulturens og naturens krydsfelt
Den årlige tur til Skejten i krydsfeltet mellem natur og kultur finder sted på mandag 30. juni. Med geologen Elly Andersen fra Det sorte Museum og arkæologen Anna-Elisabeth Jensen fra Guldborgsund Museum i spidsen For første gang indledes turen desuden med en introduktion til kunsten og arkitekturen på Fuglsang Kunstmuseum. Naturligvis fortalt af kunstmuseets leder Anne Højer Petersen.
Mere om: Skejten – i kulturens og naturens krydsfelt…
Ny hesteklub i Nørre Alslev
Dansk Fellponyforening er en ny hesteklub, der har premiere på sit første arrangement i Nørre Alslev på lørdag. Arrangementet er en bedømmelsesdag, hvor der er tilmeldt 16 ponyer, der vil blive bedømt af en uddannet dommer fra Skotland.
Mere om: Ny hesteklub i Nørre Alslev…
Maglebrænde-folk til Gedser
Turen går fra Maglebrænde til Gedser fredag 4. juli. For folkedanserne i Maglebrænde Gymnastikforening, som hvert år drager på sommertur til Gedser gamle Købmandsgård.
- Vi tager hver især en ret med til det antal personer man er, og maden indgår så i en fælles buffet, fortæller Lis Kappel fra den arrangerende forening. Derefter spilles op til dans, og der danses til omkring midnat.

