Den indre skønhed rykket til Nykøbing
Anne Mette Kihl (i stolen), Vesna Andersen og Jeanette Larsen (th.) beskæftiger sig med både den ydre og indre skønhed. Som de nu har videregivet viden om til en gruppe kvinder i Nykøbing.
H. C. Andersens ”Skyggen” er historien om en lærd mand og hans skygge. Men det var hverken forfatteren eller eventyret, der var på programmet hos skønhedseksperterne Vesna Andersen og Jeanette Larsen i Nykøbing. Hvor Tone Reynolds fra Sundby deltog i et spændende arrangement, hun her beretter om.
I hverdagen er det den ydre skønhed, det drejer sig om, men de 2 kvinder interesserer sig også i høj grad for mennesket under håret og bag den perfekte make up.
Som mennesker har vi tit en tendens til at tro, at skønhed og tilfredshed udelukkende findes i de ydre ting. Vi tror ofte, at de ydre forandringer fører til indre forbedringer.
At det ikke helt hænger sådan sammen blev tydeliggjort over for en gruppe veloplagte kvinder af skyggecoach og underviser i kropsforståelse Anne Mette Kihl. Der formidlede budskabet om den indre skønhed og om den tilfredsstillelse, som er vedvarende, fordi den kommer indefra. Endvidere om skyggen, der er de sider af personligheden, som mennesket ikke vil være ved, det har. Eksempelvis mindreværdige karaktertræk og om, hvordan vi ofte projicerer vores skyggesider over på andre, og hvorledes vi leder i den ydre verden for at finde tilfredshed. Vi skifter huset, bilen eller manden ud – måske blot garderoben og make up’en, hvilket giver en kortvarig tilfredshed.
Den ydre skønhed er til stede, men det er den indre skønhed, som er i fokus ved vores sammenkomst, og vi får en reminder om, at vi som mennesker ikke må miste os selv til vores ”skygge” på grund af manglende vilje til at se egne mindre flatterende sider i øjnene.
Ingen tvivl om, at Anne Mette Kihl fik sået en masse små frø, som det så er op til den enkelte at få til at udvikle sig…

