Bred palet i Nykøbing
Trods 500 år som latinskole er Nykøbing Katedralskole i dynamisk udvikling. Med 11 studieretninger, heriblandt bioteknologi og supersproglig linje.
500 års historie som latinskole og digteren Kaj Munk blandt de tidligere elever, er ikke nok for Nykøbing Katedralskole til at sikre sig en solid fremtid. I løbet af året inviteres elever på folkeskolerne på besøg for at snuse til ”duften i bageriet”, og til stadighed udvikles udbudet af studieretninger.
Netop nu gør katedralskolen klar til åbent hus, der især er rettet mod elevernes forældre. Som kommer til at møde et anderledes HF og gymnasium, end det de eventuelt selv engang forlod. Med et udviklet socialt liv og en bred palet af studieretninger. 11 i alt, hvoraf specielt 2 skaber særlig opmærksomhed. Det er bioteknologi og den supersproglige linje med engelsk, fransk og tysk.

